bregninge-kirke.dk

Tove Madsen fortæller om sine forældre

Olaf og Hedvig

Olaf og Hedvig blev født og gift på Stevns.

De havde en grøntsagsforretning i Rødovre i starten af krigen. Inden da havde de arbejdet på Heering med fabrikation og salg af likører.

Flere forretningsdrivende i området omkring Rødovre blev skudt én for én. En dag talte en ung tysker over sig og fik informeret Olaf om, at han var den næste.

De flygtede til Helsingør og derefter til Olafs forældre på Stevns.

I foråret 1945 købte de et delvist nedlagt gartneri på Gl. Skovvej 12 med et faldefærdigt hus uden vinduer eller døre.
De kom med hestevogn fra Stevns med en hest, de havde købt af Benneweis Cirkus, og man skulle helst være på vognen, inden hesten blev spændt for, for den gik med det samme eller stod på bagbenene, hvis den skulle vente.

De startede et gartneri op på ejendommen og kørte med hestevogn til torvet i Kalundborg, hvor de solgte deres varer.

Olaf måtte på grund af sygdom stoppe i 1962. Hedvig stoppede i 1978.

De spillede begge dilettant i Bjergsted Forsamlingshus, hvor de også gik til dans. De oplevede at være tre generationer på gulvet samtidig til et afdansningsbal.

Dilettantholdet.