Konfirmanderne går til de skrå brædder

Konfirmanderne går til de skrå brædder

I weekenden den 4.-5.-6. april skal konfirmanderne i Bregninge virkelig have det med kristentroen ind under huden. Det sker, når skuespillerne Kristoffer Møller Hansen og Brian Christensen tager dem under kærlig behandling under instruktionen af musik-skuespillet “Kærlighedens Pris”.
Stykket er en moderne genfortælling af påskens begivenheder, og undervejs skal konfirmanderne nok komme til at forholde sig til, hvad påskens budskab i virkeligheden er, og hvad det kan betyde for mennesker i dag.
Sognepræst Karen-Bolette Berg skal være med under hele processen, og derfor er de normale gudstjenester aflyst i Bregninge, Bjergsted og Alleshave Kirker. Til gengæld bliver der en form for gudstjeneste søndag eftermiddag i forbindelse med opførelsen af stykket – så man næsten kan sige, at “Kærlighedens Pris” bliver dagens prædiken.