Adventskoncert i Bregninge Kirke
Julen sig nærmer og dermed er det også blevet tid til den traditionelle adventskoncert i Bregninge Kirke. Lørdag den 28. november kl. 15.00 vil kirkernes eget B&U-kor sammen med Jyderup Sangkor fylde kirkerummet med skøn musik.
10-års jubilæum
Når det nu er en adventskoncert, vil de fleste af de numre som begge kor synger – alene og sammen – være julesange og julesalmer, men da koncerten også samtidig er en markering af Heidi Montans 10-års jubilæum som leder af B&U-koret, har også flere af B&U-korets ”hits” gennem årene sneget sig ind i det festlige program. Ligeledes har flere af de ”gamle” piger, til stor glæde, sagt ja til at synge med ved koncerten.
Kom og hør, det bliver med garanti en meget festlig koncert og jeg er sikker på, at tilhørerne ikke kan undgå at gå hjem med julestemning i både sind og hjerte.