Fælles sogneaften med sognepræst Otto Lundgaard, Ringsted, der beriger os med et foredrag – af den munter slags!
”Hellere være en god original end en dårlig kopi,” siger man, når man med et skævt smil hylder den eller dem, der stikker ud fra mængden af ”de normale” – den befolkningsgruppe, vi nok helst selv vil vælge at tilhøre … Omvendt er originalernes brogede historie også tragiske skæbner, mødt af mange menneskers hån og latter – og af medfølelse fra nok langt færre af os. Og det er egentlig underligt, eftersom vi samtidig ikke kan lade være med at interessere os for dem. Fordi de er … som de er.
Hvad er det særlige ved de særprægede personer – også kaldet originalerne – som har gjort dem husket i vores kollektive erindring på linje med de kendte fra de kulørte blade? Hvem var de? Hvad er det, der gør, at de lever videre i anekdoter, mundheld og litteraturen? Og er en original også én, som vi selv kan møde, næste gang vi selv kigger os i spejlet – ?
Hør om nogle af vores kendteste originaler fra flere samfundslag, fra gaden til kongehuset, fra Gammelkøbing til Roskilde, samt hvordan andre originaler igen blev portrætteret i anekdoter, i aviserne og i den fælles erindring. Jeg vil ikke garantere, at I bliver klogere på emnet – men jeg vil gøre et forsøg.