Ingeborg og Hans Henrik Jørgensen
Ingeborg og Hans Henrik kom oprindeligt fra Kelleklinte, men flyttede til Gammel Svebølle, hvor de fik deres seks børn: Emon, Villy, Børge, Evald, Aage og Lilly.
Senere kom de til at bo på Arnakkevej i Kaldred, hvor Hans Henrik, som havde hænderne skruet godt på, selv byggede huset.
I det lavloftede hus var der ikke indlagt vand, så vandet skulle hentes ved vandposten på gårdspladsen, og toilettet var et latrin ude i et skur.
Huset er der endnu, men det er senere blevet bygget om, så det nu fremstår som et hus muret i gasbeton.
Hans Henrik arbejdede som stenhugger og som arbejdsmand rundt omkring. Han gik frem og tilbage til arbejdet, og det var ofte meget lange strækninger.
Han var imidlertid også lidt drikfældig, og en gang syntes Ingeborg, det blev for meget, så for at tæmme ham bandt hun ham til et træ midt på gårdspladsen.
Han vidste godt, at han ikke altid havde opført sig så pænt, så da han lå for døden, spurgte han Ingeborg: “Tror du trods alt, at jeg kommer i himlen?”
Ingrid var en lille meget glad og lattermild dame med verdens længste fletning. Hun var som de fleste af datidens kvinder hjemmegående.
Hjemmet var fattigt, men hun var berømt for sin gode mad og sad altid og strikkede strømper, hun elskede også at se fjernsyn og hun sværmede for de mandlige oplæsere i TV-avisen.
Biler var ikke hvermandseje dengang, men hun ville gerne med på tur, blot hun fik et tørklæde for munden og noget af ansigtet, så folk ikke kunne genkende hende.
Ingeborg og Hans Henrik var ikke særlig sociale i lokalområdet, og de havde stort set kun kontakt med familien.
Sønnen Emon blev boende hjemme hos sin mor, mens flere af hans brødre rejste mod hovedstaden. De fik ingen børn, men det forlød, at de havde en del uægte børn, men de var ikke en del af familien.
Datteren Lilly, derimod, fik 11 børn, og bedstemoren skrev mange breve til børnebørnene, og det var ofte på vers.
De elskede at cykle ud for at besøge bedsteforældrene i Kaldred, hvor bedstemor legede med pigerne, de sjippede, og hun fortalte dem røverhistorier.
Bedstefar kunne godt lide bjørne, så når børnebørnene kom på besøg og det var blevet halvmørkt, skulle de op i skoven “for at fodre bjørne”, som han sagde.